"Den glemte indvandring"
Indvandringen fra Sverige fra 1850 - 1914
Følgende oplysninger om den svenske indvandring til Danmark er fundet i bogen "Den glemte indvandring" af Richard Willerslev. Jeg har tilladt mig at tilføje bemærkninger om Jens Rosengren og Elna Svendsdatter på relevante steder i teksten:
Langt flere svenske indvandrere, end polske kvinder og russiske jøder
Den svenske indvandring til Danmark fra 1850 - 1914 var langt større end den polske og den jødiske. Der kom mange polske kvinder til Danmark fra omkring 1890 og indtil første Verdenskrig. Mange af disse kvinder var sæsonarbejdere på de Lollandske roemarker. Men nogle af dem blev her og bosatte sig.
Også mange jødiske flygtninge flyttede til Danmark (især København) efter de russiske forfølgelser i 1905.
Men den svenske indvandring var langt større!
Svenskerne erstattede de danskere, der udvandrede til Amerika
I anden halvdel af 1800-tallet strømmede hvert år tusinder af svenske arbejdere og tjenestefolk til Danmark, enten som sæsonarbejdere eller for varigt at bosætte sig her.
Den svenske immigration spillede gennem flere årtier en væsentlig rolle for det danske erhvervsliv, både for landbruget og for industrien. Den var med til at udfylde de huller, som udvandringen til Amerika efterlod, og den tilførte landet en fysisk veludrustet arbejdsreserve og en på flere områder hårdt tiltrængt kvalificeret arbejdskraft og på visse områder en vis ekspertice.
De svenske arbejdere og tjenestefolk havde en væsentlig andel i det økonomiske opsving i Danmark, som fandt sted mellem 1850 og 1900. Men svenskerne fik ofte mindre i løn, end de danske arbejdere.
Det var måske pasfrihed, der fik Jens Rosengren til at udvandre? (Min bemærkning)
Fra 1862 indførtes pasfrihed for indrejsende svenskere, nordmænd og englændere.
Det har måske været medvirkende til Jens Rosengrens beslutning om at udvandre til Danmark. Han kom til Sahl i maj 1868, da han var 43 år.
De kom fra de sydsvenske landdistrikter
Det store flertal af svenske indvandrere til Danmark kom fra landdistrikter i Sverige.
Svenskerne flygtede fra fattigdommen i Sverige. Selv om mange danskere også levede under usle vilkår, nåede fattigdommen i Danmark næppe så ekstreme dybder, som tilfældet var i Sydsverige.
For svenske indvandrere fra landdistrikterne, som i dårlige tider ofte levede på en efter danske forhold umådelig spartansk kost og i misvækst yderligere på randen af hungersnød, var en rigelig kost ikke nogen selvfølgelighed. I særlig grad ulykkelige var hungerårene 1868/69 i Sverige. Måske var det manglen på mad i 1868, der fik Jens Rosengren til at udvandre netop det år?
En dansk beretter - født af svenske forældre - fortæller, at han som barn altid hørte det mundheld hos svenske karle: “Hvis det ikke var for den fede mælk og det gode brød, skulle fanden tjene bønder i Danmark.”
Og en svensk karl gav i et brev til sin moder et rørende udtryk for forskellen mellem Danmark og Sverige. Han havde tidligere tjent i Jämshög i Blekinge. I Jämshög sagde fruen: “Når maden er slut, er måltidet forbi."
Her i Danmark siger de: "Kan De spise mere, må De sige til.”
Langt de fleste af svenskerne, der er registreret som udvandrede til Danmark 1850-1914 kom som sagt fra Sydsverige, syd for en linie fra lidt nord for Göteborg skråt ned til lidt nord for Kalmar. I dette område ligger Skåne (Malmöhus len og Kristianstads len), Blekinge len, Kronobergs len, Hallands len, Göteborgs og Bohus len, Kalmar len og Jönkøbing len.
Af disse len var det Malmöhus len, der måtte undvære langt de fleste udvandrere: ca. 35.000 personer. Og det andet af Skånes len, Kristianstads len, var nummer to, idet der herfra udvandrede ca. 13.500 personer.
Fra netop Malmöhus len udvandrede Jens Rosengren og Elna Svendsdatter (Min bemærkning).
Det er også interessant at se, at fra flere af de her nævnte len var den registrerede udvandring til Danmark i flere år så stor, at den overskyggede emigrationen til Amerika. I 1860’erne var det i en årrække tilfældet i Göteborgs og Bohus len samt i Malmöhus og Kristianstads len.
Sådan blev de hyret i Sverige
Den svenske indvandring til Jylland havde i løbet af 1850’erne nået et så stort omfang, at der for driftige forretningsmænd var betydelige fortjenstmuligheder ved en planlagt hvervning i Sverige og organiseret transport til Jylland. Den mand, der fik organiseret transporten blandt andet til Randers, var en kommissionær eller fæstemand i Aarhus ved navn Busch. At hans virksomhed var af virkelig stort format fremgår af en meddelelse fra Randers byfogedkontor.
I 1855 importerede han til Jylland 1.550 karle og tjenestefolk.
I 1856, hvor størstedelen af indførslen fandt sted over Randers med dampskibe, var
tallet 1.260.
For at kunne hverve en så betydelig mængde arbejdsfolk i Sverige må han have haft nær kontakt til svenske fæstemænd eller agenter samt forbindelse til et eller flere dampskibsselskaber og naturligvis ikke mindst til arbejdsgivere, navnlig bønder og godsejere i Jylland.
Man ved ikke præcis, hvor mange svenskere, der udvandrede til Danmark, for nogle bosatte sig permanent her, andre tog til Danmark for et kortere ophold, bl.a. som sæsonarbejdere, og disse blev ikke registreret som udvandrere. Den faste tilflytning af svenskere var tilsyneladende stærkt præget af konjunkturændringer. Der var tale om en stærkt stigende indvandring under den dårlige høst i Sverige i slutningen af 1860’erne og stor indvandring under den danske højkonjunktur i midten af 1870’erne og 1880’ernes første halvdel.
I 1883 - på et tidspunkt, hvor udvandringen fra Sverige til Amerika og Danmark gennem flere år havde været i kraftig stigning - skrev avisen Smålandsposten, at udvandringen til Danmark var betydelig større en hidtil antaget. “Det er dyrt at rejse til Amerika, og derhen kan kun sådanne personer rejse, som i forvejen herhjemme står på et forholdsvis godt økonomisk stade, eller som allerede i Amerika har slægtninge eller venner, som betaler de anselige omkostninger. Til Amerika rejser den, som ingen nød lider hjemme.”
Elna Svendsdatter var ikke alene om at have det svært
For 100 år siden var det en skam og for kvinden yderligere et alvorligt handicap at føde et “uægte" barn, især hvis det ikke blev legitimeret ved et senere ægteskab. At føde et barn uden for ægteskabets rammer stemplede kvinden - og kun kvinden - som letfærdig, løsagtig. I tiden mellem 1865 og 1878 lå Danmark nr. 1 i Europa med 11,1 % “uægte fødsler”. Danmark blev kun overgået af Østrig, hvor andelen var 13,5 %.
Elna Svendsdatter fødte fem "uægte" børn med tre forskellige mænd. Så hun har haft det særdeles svært. I 1865 forsøgte sognerådet i Løvskal at sende Elna Svendsdatter tilbage til Sverige. Det lykkedes ikke. Den svenske administration begrundende afvisningen med, at hun havde været i Danmark for længe.
Vi ved, at Elna Svendsdatter d. 5. juli 1866 blev idømt et års ophold i Viborg Tugt- og Forbedringshus for netop tyveri. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvilken form for tyveri, det drejede sig om.
Når svenskerne begik kriminalitet, var den hyppigste overtrædelse af straffeloven tyveri og andre overgreb mod ejendomsretten. Denne kriminalitetstype var mest fristende for de dårligst stillede samfundsklasser som tjenestefolk, daglejere og arbejdere. Netop i disse samfundsklasser var svenskerne talrigt repræsenteret.
Hjemsendelserne af svenskere til Sverige blev en plage og en økonomisk byrde for mange sydsvenske sogne. Allerede i 1870 bevilgede Malmøhus len en særlig understøttelse til de der returnerede, bl.a. for at sætte dem i stand til at fortsætte rejsen til deres hjemstedssogn, som derefter måtte refundere beløbet.
Så vidt det kan skønnes, blev der i tiåret 1881/90 tilbagesendt mindst 4.000 personer fra Danmark, idet der alene til Malmöhus len ankom godt 2.300 personer.
Bag hjemsendelserne skjulte sig mange personlige tragedier. Især var de unge kvinder, der blev frugtsommelige og fik et barn uden for ægteskabet uheldigt stillede. Et sådant barn medførte i mangfoldige tilfælde, at pigen måtte henvende sig til fattigvæsenet, medmindre hun kunne få barnet sat i pleje på lempelige vilkår.
Alimentationsbidrag fra faderen var vanskeligt at få. Især fra karle på de store herregårde, der hørte til de ringeste af arbejderklassen og ofte flyttede, uden at det i lang tid var muligt at få deres opholdssted opsporet, og som når det blev opdaget, havde brugt hele lønnen.
Det gamle ord om kvinder, der “kom i ulykke”, havde i uhyggelig grad adresse til de svenske piger i Danmark.
I 1870 fandtes der 15.400 svenskere i Danmark. I 1880 var der 24.150, og i 1890 var der 33.800 svenskere her. Disse tal er taget fra folketællingerne, så her er der tale om de svenskere, der bosatte sig i Danmark.
De svenske arbejdere, der varigt slog sig ned i Danmark, havde ikke store vanskeligheder ved at tilpasse sig danske forhold og blive indlemmet i samfundet på lige fod med danske arbejdere. De kom til et land, der i sproglig og kulturel henseende ikke stod dem særlig fjernt.
Annonce fra kommissionær J.C. Busch fra Randers Avis, 2.2.1855.