Godsvogne, busser, gas og kunst
Okkeren blev brugt til meget
Omtrent midt mellem Viborg og Randers ligger landsbyen Løvskal på kanten af Nørreådalen.
Ca. 1,5 km vest for Løvskals midte findes på et ca. 22 ha stort areal en åben og forladt mine: dybe udgravninger og høje bunker overjord, samt ruinerne af nogle bygninger.
Det er resterne af et produktionsapparat, der fra 1916 til midten af 1960'erne omdannede den rødgule okker til et fint pulver. Dette pulver blev i starten af 1900-tallet sejlet på Nørreåen til Randers, og senere transporteret på lastbiler til farvefabrikker flere steder i Danmark. På fabrikkerne indgik pulveret i produktionen af røde, brune og gule farver. Ved lav opvarmning blev farverne gule og ved høj varme blev de røde. Farvepulveret blev efter forarbejdning brugt til maling, bl.a. af DSB's godsvogne og til maling af Det Danske Luftfartsselskabs engelske Regal-busser. Men okkeren blev også, sjovt nok, brugt i gasværker! Og til kunstmalerfarver i form af rå og brændt Løvskal-okker (Kilde 1). Desuden blev okker brugt i hvidtekalk.
I de ca. 50 år, der er gravet okker i bakkerne ved Løvskal, har der været 9 lejere og ejere af minen, heriblandt den kendte Dalgas-familie. (Enrico Mylius Dalgas var i 1866 med til at stifte Det danske Hedeselskab, det der nu hedder HedeDanmark).
I næsten 25 år, fra 1935 - 1959 var der én fast bestyrer ved okkerværket: Christoffer Hansen. I travle perioder, var han ikke alene om arbejdet, men fik hjælp af lokale medarbejdere.
Det er mange år siden, den sidste lastbil kørte bort med et læs okker. Herefter er okkerværket blev overladt til natur, jægere, skovdyrkere, vind og vejr. Bygninger og udgravninger er blevet mere og mere "usynlige". Men slemmehusets lille skorsten knejser stadig på sin plads i den ene ende af "Slemmen", medens jernhjul og rør ruster bort. Få meter fra "Slemmen" forvitrer slemmebassinernes mure og falder ned i udgravningerne, mens man skal lede lidt efter tørreladernes fundamenter, der er dækket af græs. Og hvis man vil finde resterne af det hus, hvor bestyreren, Christoffer Hansen og hans hustru Karen boede med deres fem børn, så står man virkelig overfor en udfordring. Her får man brug for lokale folk, der kan vise vej!
Det er ved at være sidste udkald, hvis man vil danne sig et indtryk af bygningerne ved værket!
De store udgravninger er dog stadig tydelige – især om vinteren, når de ikke er dækket af træernes blade.
En af de sidste udgravninger. Foto: J.L. Rasmussen, 2014.
Okker - hvad er det egentlig?
Ordet "okker" kommer af græsk "ocra" og betyder "bleg, gusten".
Okker dannes af mineralet pyrit.
Pyrit er en kemisk forbindelse mellem jern og svovl (FeS2).
Pyritten findes i jordbunden og kan ligge uforandret i flere tusinde år.
Hvis pyritten (FeS2) kommer i kontakt med ilt, spaltes FeS2 til ferrojern (Fe++) og svovl.
Hvis ferrojernet (Fe++) yderligere iltes, bliver det til rustrødt ferrijern (Fe+++), kaldet okker.
Det særlige ved okkeren fra Løvskal er, at jern og kisel har reageret med hinanden, og findes som et lermineral og et Si-holdigt jernoxid (Kilde 2).
Da okkeren blev dannet
Okkeren blev dannet som en aflejring af jernholdigt (med pyrit) vand i en stillestående sø under seneste mellemistid (kaldet Eem) fra for ca. 130.000 år siden til for ca. 117.000 år siden: en periode på omkring 13.000 år med varmere vejr. At der var tale om en stillestående sø, kan ses af at der er kisel i Løvskal-okkeren. Kisel dannes af kiselalgernes skaller. Og kiselalger dannes kun i stillestående søvand. Der dannes ikke kiselalger i hurtigtstrømmende kildevand.
Netop det forhold at Løvskal-okkeren indeholder kisel, gør Løvskal-okkeren speciel, for det er det eneste sted i Danmark, råokkeren er blandet med kisel (Kilde 3).
Efter varmeperioden faldt temperaturen igen. Det begyndte at sne og sneen forsvandt ikke, men dyngede sig op og blev til et meget tykt lag is over det meste af Jylland. Vi fik en ny istid - den seneste. Kun Vestjylland lå tilbage uden is. Nordfra nåede isen ned til en linje fra Bovbjerg til Skelhøje ved Viborg, hvor isens udbredelse "knækkede" i en næsten 90° vinkel og stoppede sin fremfærd fra øst ved en linje fra Viborg-egnen og sydpå til der, hvor Kruså nu ligger.
Løvskal ligger ca. 20 km øst for isens "knæk", så Løvskal-området med søen, okkeraflejringen og kiselalgerne var dækket af is. Den seneste istid varede fra for ca. 117.000 år siden til for ca. 11.500 år siden. Herefter begyndte den varmere periode, vi nu lever i. Og hermed blev okkeren tilgængelig for mennesket.
Okkeren opdages og bruges
Der havde allerede i den før omtalte mellemistid været mennesker i det landområde, vi i dag kender som Danmark. Det ses af et fund af dådyrknogler, der kun kan være blevet spaltet af mennesker. Om disse omstrejfende jægere, samlere og fiskere har fundet okker og brugt den til noget, vides ikke.
Efter sidste istids ophør kom der efterhånden flere og flere mennesker hertil. Og allerede her er det måske, at okkeren udnyttes for første gang af mennesker. For i Jægersten-alderen strøede man muligvis okker omkring den døde ved begravelser (Kilde 4).
Der gik dog sandsynligvis mange, mange år før jernalderens mennesker fandt ud af at udnytte det jernholdige stof, der findes i moser og våde områder.
Vi skal helt op til 1100-tallet, før der er mere sikre beviser på menneskets brug af okker.
I 1100-tallet blev en stavkirke ved Hørning, sydøst for Randers malet med Løvskal-okker (Kilde 5). Der er fundet et mindre stykke af en planke fra kirken. At det er okker fra Løvskal, der er benyttet, kan ses af, at der er kisel i farven. Så allerede for 900 år siden vidste man altså, at der var okker i Løvskal!
Planken blev malet i brydningstiden mellem Vikingetid og kristendommens indførelse, og er som en "helgardering" malet med Vikingetidens slyngede dragemotiv på ydersiden, og med motiver (sandsynligvis) fra Bibelens fortælling om Edens Have på indersiden.
Hørningplanken, yderside med dragemotiv.
Foto: Nationalmuseet, Danmark. fotograf: John Lee.
Hørningplanken, inderside med blomster og blade.
Foto: Nationalmuseet, Danmark. Fotograf: John Lee.
Hørningplanken er det ældste eksempel på bygningsmaleri i Danmark! (Kilde 6)
Bygningsmaleren opererede især indenfor en ret begrænset farveskala, bestående af de 10 billigste pigmenter, da der ikke var råd til dyre farver på store flader som vægge og facader. Farverne blev ofte tonet med hvidt. Der blev brugt følgende farver:
Hvidt (kalk, kridt, blyhvidt, zinkhvidt, titanhvidt).
Sort (sodsort, kønrøg, bensort, druesort).
Gul okker (rå terra di siena, løvskal-okker, fransk guldokker).
Rød okker (brændt siena, brændt løvskal-okker, m.fl.).
Engelskrødt (italienskrødt, venetiansk rødt).
Dodenkopf (caput mortuum).
Grønjord (grüne erde).
Kromoxidgrønt
Berlinerblåt (Pariserblåt) (ikke på facader).
Kasslerbrunt.