Johannes Lund Rasmussens hjemmeside

Da overskrifterne "Confirmeret, Næringsvei osv." står øverst på siden, er de ikke med på udsnittet her. Jeg har i stedet tilføjet dem i parentes herunder:

(Confirmeret:) i Sverrig - (Næringsvei:) Daglejerske, ugift, 3 Børn - (Familieforhold:) Ægte født. Har 7 søskende. Faderen død, ingen af familien straffet, har levet sammen med en person der hensidder i Arrest for Indbrudstyveri.

(Medbragte Legitimations Documenter o. desl.:) 1 Kirkemaalsbog.

Det er interessant at se at den kvinde, der står nævnt lige under Elna Svendsdatter, også "kun" fik 8 måneders ophold i forbedringshuset, selv om hun var idømt 1 år. Hendes forbrydelse var "Fødsel i Dølgsmaal". Hendes navn var Inger Marie Jensen, og hun var fra Skræm i Vendsyssel. Og ligesom Elna Svendsdatter kom hun til at arbejde udenfor forbedringshuset. Inger Marie kom til "Hr. Pastor Taaffe i Langaa".
Ved Elnas løsladelse 17. Marts 1867 var hendes børn Benedicte Louise 9 år, Johanne Sophie 8 år, og Oluf Bernthart 6 år.

Sådan var det at være fange i et tugt- og forbedringshus
Det fremgår tydeligt af fangeprotokollerne, at der blev arbejdet alle ugens 6 dage, kun søndag havde fangerne fri.

Viborg Tugt- og forbedringshus havde fra starten i 1740 tre funktioner: Straffeanstalt, arbejdsanstalt og fabrik. Derfor fik den nye institution navnet "Viborg Tugt- og Manufakturhus". Mennesker fra hele Jylland kom hertil.
Borgmester A.C. Dyssel indsendte i 1736 ansøgning til "General Landets Økonomi- og Kommercekollegium" om projektet. Der var tre forhold der gjorde, at projektet blev gennemført.
For det første ønskede regeringen at få alle hænder i arbejde, for indførslen af udenlandske varer skulle undgås. Dernæst var der behov for at reformere og udvide straffevæsenet. Der var for lidt plads på de to vigtigste eksisterende straffeanstalter Bremerholm og Børnehuset på Christianshavn. Desuden ønskede man at hjælpe Viborg, der stadigvæk ikke var genopbygget, her 10 år efter den store brand i 1726.
Borgmester Dyssel foreslog et nybyggeri ned mod Søndersø. Dette anbefalede stiftsøvrigheden også, så kongen godkendte dette forslag, og byggeriet begyndte 1740, men blev forsinket og var først færdigt i 1743 (Kilde 6 i afsnit Rosengren, 6).
I 1822 blev tugthusets navn pga. nye strafferetlige ideer ændret til "Viborg Tugt- og Forbedringshus", til dagligt kaldet "Viborghus", som jo lød lidt mere "venligt".

Steen Steensen Blicher skrev i "Fjorten Dage i Jylland" om Viborghus: "Således benævner almuen ... skånsomt en bolig, der ligesåvel kan anses som et asyl for trang og alderdom som for en straffeanstalt".

Det overordnede danske straffesystem byggede i 1866-67, da Elna Svendsdatter udsonede sin straf i Viborg Tugt-og forbedringshus, på Professor dr. Phil C.N. Davids idéer. Han havde allerede i 1842 offentliggjort en betænkning, der gjorde radikalt op med tugt- og forbedringshustanken. Ifølge betænkningen skulle småtyve og mordere ikke anbringes det samme sted, som det var tilfældet i landets tugthuse. Mindre foreteelser skulle afsones i forbedringshuse, mens grove forbrydere skulle indsættes i tugthuse. Straffearbejde i forbedringshus foregik efter "det filadelfiske system". Det var et enkeltcellesystem, hvor fangerne var isoleret fra hinanden, og skulle udføre vedvarende arbejde, samt blev underlagt religiøs og opdragende påvirkning. Systemet blev første gang konsekvent gennemført i forbindelse med en række store fængselsbyggerier i 1820'ernes Filadelfia, USA.
7 år efter, at Elna Svendsdatter havde afsonet sin dom, var tiden løbet fra Viborghus. Det blev lukket i 1874, og fangerne overført til Horsens Tugthus, der siden 1853 var blevet drevet efter mere tidssvarende fængselsprincipper. Viborg Tugthus' bygninger overgik efter nogle år til hospital for sindslidende. De sidste bygninger af det oprindelige tugthus blev nedrevet i 1964 (Kilde 7 i afsnit Rosengren, 6).
I vor dage kan man stadig finde stedet, hvor Viborghus lå, ved at følge Sct. Leonis Gade til der, hvor den rammer Ll. Sct. Mikkelsgade, og så gå lige over denne og direkte ned mod Søndersø. Her tæt ved søen, hvor Søndersøparken nu befinder sig, lå Viborghus.

Fra forbedringshus til Vester Velling eller Vium. Derfra til Højbjerg og Løvskal
Præcis hvornår Elna Svendsdatter kom til Løvskal, har jeg desværre ikke kunnet opklare.
I forbedringshusets protokoller står der intet om, hvor hun flyttede hen efter løsladelsen. Det er dog sandsynligt, at hun umiddelbart efter løsladelsen tog til Vester Velling, som var hendes "forsørgelsessted" og hendes sidste opholdssted før forbedringshuset.
Elna blev løsladt 17. marts 1867. Næsten otte måneder efter kan man finde Elna, hvor hun flyttede fra Vium til Højbjerg. Det var 5. november 1867. Og det var første sted, jeg kunne finde Elna efter løsladelsen. Hvornår hun er flyttet til Vium, og om der har været nogle mellemstationer på hendes vej, kan jeg ikke finde ud af. Men det ligger fast, at hun et halvt års tid senere, 23. juni 1868, fødte sin og Jens Karlsens søn, Karl, som blev døbt i Højbjerg Kirke.

Elna Svendsdatter og Jens Rosengren falder til ro i Løvskal
Tilsyneladende faldt Jens Rosengren og Elna Svendsdatter til ro, da de bosatte sig i Løvskal. Jens flyttede til Løvskal 1. november 1874 sammen med Elnas datter Benedichte Louise på 15 år. Både Jens og Elna findes i Løvskal i folketællingerne 1880 og 1890.
Mens de boede i Løvskal, blev Jens Rosengren og Elna Svendsdatters fælles datter, Jensine Kirstine Rosengren, konfirmeret 5. oktober 1884 i Vester Velling Kirke.

Da Jens kom til Løvskal
Vejen gennem landsbyen var en grusvej med mange sving og langs vejen var der på begge sider en grøft, så regnvand og andre væsker kunne løbe væk fra husene. Ved hvert hus langs vejen var der lagt en bro af brædder, så man kunne komme over grøften, når man for eksempel skulle ned på kroen for at handle.
I 1868, da Jens kom til byen, var formanden for Sogneforstanderskabet proprietær Frederik Borch, Skjerngaard (Skjern Hovedgaard). Han havde stillingen fra 24. august 1860 – 1868, hvor han døde. Efter ham fulgte proprietær Thorvald Christian Tøttrup, Karmark Hovedgaard (Karmark), fra 2. december 1868. Hvor længe han var formand, har jeg ikke kunnet opspore. 20. februar 1868 gik man i øvrigt over til betegnelsen "Sogneraad" i stedet for "Sogneforstanderskab".
Der var fra 1868 drevet kro i Skovridergaarden. Men i 1871 blev kroen flyttet op til landevejen. Der blev bygget en ny kro i 1871 af Anders Thomsen, og han søgte ny bevilling til krohold og rejsestald. Kromanden drev både kro, købmandshandel og havde landbrug. Landsbyen havde et centrum omkring kroen og omkring tingstedet lidt længere nede i byen.
I de år, Jens med familie boede i Løvskal, lå skolen ved starten af markvejen Næsset. Den var bygget i 1849 og blev brugt, indtil en voldsom brand 22. april 1915 ødelagde både skolen og to af byens gamle gårde. En ny skole blev derpå bygget på Skovridergaardens brandtomt, tæt på det sted, hvor den gamle skole lå. Men det var jo længe efter at både Jens Rosengren og Elna Svendsdatter levede i byen.
Folketallet steg ganske langsomt i Skjern Sogn, for i 1860 boede der i alt 666 personer i sognet.
I 1870 var der 52 gårde og 99 huse i Skjern Sogn. I disse boede der 680 mennesker.
I 1880 var der 32 gårde og 107 huse i Skjern Sogn. I disse boede der i alt 684 mennesker.
I 1890 var der 35 gårde og 107 huse i Skjern Sogn. I disse boede der i alt 689 mennesker.
Der er således kun opført 3 gårde i løbet af de 10 år mellem 1880 og 1890. I samme periode er antallet af huse ikke steget (Kilde 8 i afsnit Rosengren, 6).